Børnebøger: serieregistrering eller flerbindsværk

Skal børnebøger katalogiseres som serier fremfor flerbindsværker eller er det ligegyldigt?

Det er vores oplevelse, at der de sidste år er udkommet rigtig mange børnebøger af typen: The vampire diaries,  Pretty little liars, Shadow Falls, Veninder for altid, Vildheks, Infernus, Max Skræk mv.

Ved valg af katalogiseringsmetode for disse lægger vi størst vægt på titelsidens præsentation af forholdet mellem den samlende titel og den enkelte dels titel.

  • Hvis den samlende titel er det mest fremtrædende katalogiseres som flerbindsværk.
  • Hvis den enkelte dels titel er det mest fremtrædende katalogiseres som serie.

flerbindsværk

Serie

Som princip er dette enkelt. I praksis er valget også i nogle tilfælde enkelt, mens det i andre er mere vanskeligt. I sidstnævnte situation vil vi derfor typisk se på, hvordan materialet i øvrigt præsenterer sig i kolofon, på ryg mv.


Vi ser en tendens til, at forlagene i stigende grad layoutmæssigt lader den samlende titel blive mere fremtrædende på titelsiden og omslag end den enkelte dels titel. Vi tænker, at grunden hertil bl.a. kan være noget æstetisk og markedsføringsmæssigt - den samlende titel fremtræder ofte som en slags læseligt logo.


Katalogiseringsmæssigt er konsekvensen, at vi katalogiserer en del materialer som flerbindsværk fremfor serie.


Forlagenes intention med udgivelsen er ofte ikke klart gennemskuelig og i nogle tilfælde direkte modsat af, hvad de faktisk skriver på titelsiden. Forlaget kan fx på omslaget omtale materialet som serien, mens den samlende titel på titelsiden og omslag er mest fremtrædende, titlen i kolofonen er den enkelte dels titel, rygtitlen er den enkelte dels titel etc. (Kombinationerne er utallige).


Vi har fået en henvendelse fra et bibliotek, der vurderer, at det ville være mest hensigtsmæssigt, hvis vi katalogiserede så mange som muligt af denne type værker som serier fremfor flerbindsværker. Samtidig har biblioteket kunne påvise tilfælde, hvor materialer, der egentlig typemæssigt er ens, katalogiseringsmæssigt er landet i hver sin kategori.


Henvendelsen giver anledning til enten:

A)    Vi skal selvfølgelig følge katalogiseringsreglerne – det er det foreliggende materiale vi katalogiserer og ikke en intention. Omvendt er der visse valgmuligheder ved valg af katalogiseringsmetode og vi vil selvfølgelig gerne se på, om vi kan finde en løsning fx i form af en trækkeregel ved tvivlstilfælde, der medfører færre flerbindsværker og flere serier.

Eller:

B)    Vi skal prøve at optimere vores nugældende interne praksis på området, så der bliver færre tvivlstilfælde.


Vi har derfor brug for at høre jeres synspunkt: Er det et problem for jer, at vi katalogiserer en del børnebøger som flerbindsværker fremfor serier eller er det ligegyldigt? Hvis vores katalogiseringspraksis er problematisk, vil vi selvfølgelig også gerne høre jeres argumenter.  På forhånd tak for hjælpen!

Kommenter gerne inden 14. december.

Kommentarer: 

serier, tak

Skrevet af Dinna Andrup Madsen den 15/11 2012 16:30
Som filialbibliotekar med behov for at kunne betjene alle aldersgrupper (uden det dybe kendskab til katalogiseringsreglerne) synes jeg at serie-katalogiseringen har den styrke, at man kan klikke på serie-betegnelsen og dermed lave en seriesøgning - en hurtig samlet søgning ud fra bare evt én kendt titel.
Og denne betragtning gør sig også gældende ift voksenbøger.

Børnebøger, serieregistrering eller flerbindsværk

Skrevet af Marie Frederiksen den 16/11 2012 11:57
Jeg er glad for at dette emne er kommet op, for det giver store problemer, læs: ekstraarbejde når I katalogiserer som flerbindsværker og jeg kan kun anbefale at trækkereglen abolut må være at man seriekatalogiserer.

For det første giver bindkatalogiseringer problemer når man skal bestille bogen hos boghandleren, acc.systemet i ALEPH henter nemlig kun det jeg vil kalde serietitlen som I har sat i 245 feltet. Derefter skal man så yderligere tilføje isbn og titel og nr. på det ønskede bind.

For det andet er det et problem når man skal katalogisere posten, det er et paste and copy fra jeres DBC post til vore uden lige.

Venlig hilsen Marie, DPB

Desuden er det også et godt argument for serie katalogisering at man ved et enkelt klik på serietitlen får alle seriens titler vist med det samme.
Så fri os så vidt muligt for bindkatalogiseringer.
  

Børnebøger - serier

Skrevet af Lone Søbye Andersen den 16/11 2012 18:32
Ja tak - vi vil også gerne have dem registreret som serier

Børnebogsserier

Skrevet af Karin Pedersen den 19/11 2012 12:53
Alle børnbibliotekarerne her hos os synes, det er rn rigtig god idé at katalogisere som serier istedet for flerbindsværker.
M.v.h.
Eva Hald Haderslev Bibliotekerne

Serieregistrering

Skrevet af Christine Christensen den 26/11 2012 18:52
Børnebibliotekarerne i Allerød vil absolut tilslutte os serieregistrering, vi kan hverken se noter eller lektørudtalelser når det er flerbindsværker.

Seroeregistrering eller flerbindsværker

Skrevet af Bente Christiansen den 28/11 2012 09:53
Børnebibliotekarerne på Roskilde Bibliotekerne tilsluter sig seriekatalogiseringen
Venlig hilsen
bente Christiansen