Tips til at vælge emneord

Tips til at vælge emneord

Emneord kan være afgørende for, om brugerne finder de relevante materialer i netpunkt, i bibliotek.dk, i Cicero eller på bibliotekets hjemmeside. Her kommer nogle enkle tips fra os på DBC til dig, der som biblioteksansat katalogiserer materialer. De er også gode at kende, når du bruger emneord til at søge med

 

Lynguide til principper for valg af emneord:

  • Brug ord, som din bruger kan tænkes at benytte som emneord.
  • Brug naturligt sprog. Både sammensatte ord (børnepsykologi, klimapolitik), og sammensatte begreber (fransk litteratur, sociale medier). Danske ord frem for fremmedord (fx indvandrere frem for immigranter).
  • Antal: Der er ikke noget loft, men brug måske max 10 – din post skal jo ikke dukke op i alle emneordssøgninger ;-)
  • Indekseringsniveau: 
    • et materiale, som har et specifikt emne, indekseres med specifikke termer. En bog om katte får emneordet katte, og ikke husdyr.
    • hvis emnet er overordnet, bruges der mere generelle termer. Eksempel: en bred titel som fx ”Kultur og samfund” får brede emneord: samfundsfag, historie, religion.
    • det er ikke nødvendigt at tildele emneord som oversætter materialets DK5 hovedplacering, da det automatisk er søgbart. Eksempel: dk=59.56 behøver ikke også emneordet latinamerikanske folk.
    • generelt tildeles der ikke emneord med udgangspunkt i de enkelte afsnit eller kapitler. Her kan en indholdsbeskrivende note uddybe materialets emne/indhold.
  • Ental eller flertal: 
    • hvor mange -> flertal (frisører, lokalplaner, invasive arter).
    • hvor meget -> ental (bæredygtighed, energiforbrug, markedsføring).
  • Substantiver frem for verber. Fx reparation ikke reparere, sorg ikke sørge.

Ovenstående er blot et meget lille udpluk af varianter og regler for tildeling af emneord – tjek DBC's indekseringsvejledning for uddybning

 

Lynguide til at finde (kontrollerede) emneord:

  • Find en post/poster der ligner i fx bibliotek.dk eller Netpunkt - undersøg evt. materialevurdering og anmeldelser for gode sigende emneord.
  • Tjek emneordet med db= / ldb= - med disse søgekoder søger du i DBC emneord. Eksempel: hedder det jernalder eller jernalderen? Søg på db=jernalder og derefter db=jernalderen, det vil hurtigt afsløre, at jernalderen er det "bedste" emneord. 
  • Brug pro.dk5.dk/. Eksempel: Slå emnet genetik op i pro.dk5.dk/ og hent inspiration til andre emneord fra DK5s emnehierarki. Det kunne fx være DNA, gensplejsning, genterapi, bioetik, arvelighedslære, arvelige sygdomme, stamceller mfl.

 

Emneordsbasen: 

Hvis dit bibliotek har abonnement på Emneordsbasen (DBC's base over kontrollerede emneord), så kan du naturligvis tjekke dit potentielle emneord der. Her kan du også se definitioner og alternative emneord:

 

Sidst, men ikke mindst, er der adgang til DBC's uddybende vejledninger og eksempler her: metadata.dk/indekseringsvejledninger