tilgængelighed
30/06 2009
Forbedret tilgængelighed for handicappede på bibliotek.dk
Vi har før skrevet et indlæg om tilgængelighed og bibliotek.dk.
I indlægget nævnte vi de forbedriger, vi gennemførte efter de to nationale tests i 2008.
Det var
- et sitemap, som giver brugerne overblik over bibliotek.dk's struktur
- sigende alternative tekster til ?'ene ud for søgefelterne
- udvidede Se mere-links i emneoversigten, så de indeholder titlen på emnegruppe, fx Se mere om menneske og samfund
For at teste hvad brugerne syntes om forbedringerne, bad vi en række brugere af skærmlæsere gennemgå de nye funktioner og kommentere dem.
En af brugerne tilbød at komme på besøg hos os og vise, hvordan man konkret bruger bibliotek.dk med en skærmlæser. Det tog vi imod, og det var en både nyttig og øjenåbnende oplevelse for os.
Skærmlæsere læser teksten på en side op enten ved syntetisk tale eller ved at vise teksten i punktskrift.
I dette tilfælde havde brugeren valgt en amerikansk udgave af den syntetiske tale. Der findes også en dansk, som han synes er for langsom.
Prøv at lytte til et par eksempler. Det er den samme tekst, der læses op på hhv. dansk og dansk med amerikansk talesyntese. Teksten er en artikel fra Politiken.
Artikel på dansk
Artikel på dansk med amerikansk talesyntese
Forestil jer, at den blinde bruger skimmer teksten med ørerne, som vi skimmer med øjnene. Det giver god mening, men det er tæt på umuligt at forstå for seende. Hvert ord læses op, så pludselig forstår man hvorfor alternative tekster og sigende links er af afgørende betydning for brugere af skærmlæsere.
30/01 2009
bibliotek.dk og tilgængelighed
I 2008 blev bibliotek.dk vurderet i to tests, der har tilgængelighed som omdrejningspunkt. Først var det IT- og Telestyrelsens (ITST) kortlægning af offentlige hjemmesider og i efteråret Bedst på Nettet. Den første var en ren tilgængelighedstest, mens Bedst på Nettet udover tilgængelighed også tester faktorer som åbenhed og brugervenlighed.
I ITST's test fik bibliotek.dk bedømmelsen "dårligt tilgængelig" og i Bedst på Nettets kategorier Teknisk tilgængelighed og Åbenhed og nytteværdi hhv. 24 og 31 points ud af 50 mulige. På baggrund af testene har vi forbedret dele af bibliotek.dk:
Vi har
- implementeret et sitemap, som giver brugerne overblik over bibliotek.dk's struktur
- tilføjet sigende alternative tekster til ?'ene ud for søgefelterne
- udvidet Se mere-links i emneoversigten, så de indeholder titlen på emnegruppen.
Derudover har vi skrevet en tekst der forklarer, hvorfor vi i enkelte tilfælde ikke kan eller vil overholde retningslinjerne for tilgængelighed. Teksten findes i Hjælp-sektionen på bibliotek.dk.
Læs tilgængelighedsteksten her
Vi finder, at tilgængelighedstests er fornuftige initiativer, og vi har ikke det mindste imod at blive vurderet. Men testene tager udgangspunkt i, at alle hjemmesider er af samme type - en form for korporationshjemmesider. Nogle af kriterierne i Bedst på Nettet må nødvendigvis give en dårlig score på bibliotek.dk, fordi bibliotek.dk er en database og ikke en korporationshjemmeside. Mange biblioteker oplever det samme, hvis deres katalog vurderes.
Fx scorede vi i Bedst på Nettet 0 points i disse tilfælde:
- Kan man søge direkte fra en søgeboks på hjemmesidens forside?
- Er der et kort, letlæst resumé tilknyttet sider med lange, komplicerede tekster?
- Tilbyder hjemmesiden digital selvbetjening?
- Fremgår det, hvornår hjemmesiden sidst blev opdateret?
Ingen af disse kriterier giver mening på bibliotek.dk, og enten bør vi derfor ikke blive testet i dem, eller også skal man fortolke kriteriet mere i forhold til netstedets karakter.
Vi kunne ønske os, at Bedst på Nettet fremover opstiller et sæt kriterier for hver type netsted, så de enkelte netsteder kan blive vurderet ud fra passende forudsætninger. Det virker ikke helt fair, at bibliotek.dk får 0 points for manglende søgemuligheder :-)
